Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

U-huset

U-huset rummer Centerklassernes udskolingselever. Der er ca. 35 elever og 15 ansatte i huset. Eleverne er fordelt i fire klasselokaler med 7 - 10 elever i hver klasse. Der er mulighed for fælles aktiviteter i kælderen og på udendørs arealerne omkring huset, hvor der er opstillet bordtennisbord og bordfodbold.

Undervisningen foregår i meget strukturerede og forudsigelige rammer med tydelige, troværdige og anerkendende voksne. Generelt er det pædagogiske arbejde målrettet mod at integrere flest mulige elever i nogle af skolens øvrige klasser og på en FSA eksamen. Et vigtigt mål er samtidig at udvikle eleven til at opleve overgangen fra ydre styring til indre styring.

I U-huset er der fokus på at møde den unge, præcis hvor de er i deres liv og læring. Eleverne udfordres både fagligt, socialt, personligt og følelsesmæssigt. Der stilles skarpt på livsduelighed og ansvar for egen læring, samt udslusning til hverdagslivet uden for skolens og hjemmets trygge rammer.

Eleverne kommer i flere praktikforløb ved lokale virksomheder og er en aktiv del af brobygningsprojekterne mellem skole og ungdomsuddannelserne. I U-huset er der et tæt samarbejde med UU vejledere, praktikvejledere, uddannelsesinstitutioner, efterskoler og forældre omkring elevens fremtidsmuligheder.

I U-huset er der stor fokus på at hjælpe eleverne på vej ud i voksenlivet, og at give eleverne strategier til f.eks. respektfulde relationer og konflikthåndtering, baseret på den enkelte elevs kompetencer, potentiale og interesser.

Ved gennemførsel af de nationale test og terminsprøver bliver eleverne opmærksomme på eventuelle faglige huller og udfordringer. I praksis forsøger vi gennem alternative undervisningsmaterialer at motivere elevernes egen motivation for læring, og ad den vej bliver eleverne også bekendt med deres egne specifikke træk ved deres egen diagnose - og handlemuligheder. Dette styrker eleverne i troen på dem selv og mod på at gå ud i livet med en rygsæk af strategier.

Målet i U-huset er at ruste eleverne til at gå ud og møde verden med et rummeligt sind, stor faglighed og kendskab til egne behov og andres grænser i aktivt fællesskab med andre.